Studie og ordensregler

gældende for hf-afdelingen ved

VUC Bornholm. 

Dette regelsæt er udarbejdet i henhold til gældende bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser.

Studie- og ordensreglerne skal medvirke til at opfylde hf-uddannelsens formål og bidrage til et godt undervisningsmiljø for hf-kursisterne på VUC Bornholm. 

1. Almindelige ordensregler

VUC Bornholm forventer, at alle kursister overholder følgende regler for orden og samvær. Enhver kursist

  • skal overholde gældende lovgivning.
  • er forpligtet til at være bekendt med skolens anvisninger, som meddeles via opslag på skolen og elektronisk via skolens intranet, og skal rette sig efter disse anvisninger.
  • skal tage hensyn til og vise respekt for andre mennesker.
  • må ikke anvende skolens bygninger, udstyr eller materiel til andre formål end undervisning uden forudgående tilladelse fra rektor eller dennes stedfortræder.

2. Regler for deltagelse i undervisningen

Alle kursister har pligt til at deltage aktivt i undervisningen.

Enhver kursist skal

  • møde rettidigt frem til undervisningen.
  • rettidigt aflevere alle skriftlige opgaver, som stilles i forbindelse med undervisningen.
  • deltage i ekskursioner og andre planlagte undervisningsaktiviteter.

Fritagelse for idræt

Rektor kan helt eller delvis fritage en kursist for at deltage i den fysiske aktivitet i idrætsundervisningen, hvis hindringen er umiddelbart synlig, eller hvis hindringen er sygdom, ulykkestilfælde eller graviditet dokumenteret ved en lægeattest. Lægeattesten skal angive fritagelsens varighed og omfang.

Udgiften til lægeattesten afholdes af VUC Bornholm.

Sygdom

Rektor har ret til at få oplyst årsagen til en kursists fravær fra undervisningen, og rektor kan kræve en kursists sygdom dokumenteret ved en lægeerklæring.

Udgiften til lægeattesten afholdes af VUC Bornholm. 

3. Skolens procedure ved behandling af forsømmelsessager

Der er mødepligt til undervisningen. Alle former for fravær, herunder fravær fra enkelte lektioner, medregnes som fravær. Det gælder uanset årsagen til fraværet, og uanset om fraværet er velbegrundet.

Grundlaget for skolens sagsbehandling i forsømmelsessager er almindelig god forvaltningsskik, idet rektor i hver enkelt sag sikrer sig, at kursisten har mulighed for at gøre indsigelse ved forsømmelsesregistreringen, og at ingen sanktioner iværksættes uden partshøring.

Alle kursister har adgang til deres personlige fraværsopgørelse via Lectio.

Skolens kontor foretager jævnligt en opgørelse over alle kursister med et samlet fravær på 10 procent eller mere af de planlagte undervisningsaktiviteter, herunder aflevering af skriftlige opgaver. Studievejlederne gennemfører på grundlag heraf forsømmelsessamtaler med de pågældende kursister (partshøring).

Rektor træffer på grundlag af kursistens forsømmelsesprocent og studievejlederens indstilling afgørelse om eventuelle sanktioner.

På de halvårlige lærerforsamlingsmøder i efterårs- og forårssemesteret foretager skolens lærere en vurdering af kursisternes forsømmelser og udbytte af undervisningen. Rektor træffer på grundlag af kursistens forsømmelser og lærerforsamlingens indstilling afgørelse om eventuelle sanktioner. Også her gennemfører studievejlederne forsømmelsessamtaler med de pågældende kursister (partshøring). 

 

 

4. Sanktioner

Tilsidesættelse af VUC Bornholms studie- og ordensregler kan medføre følgende sanktioner efter rektors vurdering:

  • Midlertidig udelukkelse fra undervisningen.
  • Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag på det aktuelle klassetrin.
  • Permanent bortvisning.

Ingen sanktioner iværksættes uden en forudgående skriftlig advarsel. En advarsel bortfalder normalt ved et nyt skoleårs begyndelse.

Det er en betingelse for at kunne få Statens Uddannelsesstøtte (SU), at kursisten er studieaktiv. En tilsidesættelse af skolens studie- og ordensregler kan efter rektors vurdering medføre, at kursistens ret til SU bortfalder.

For kursister på det to-årige hf kan tilsidesættelse af skolens studie- og ordensregler få betydning  for rektors afgørelse om oprykning til næste klassetrin i henhold til reglerne om karaktergennemsnit på under 2,0.  

 

5. Anvisninger for adfærd på VUC Bornholm. 

Alkohol og stoffer:

Det er forbudt at indtage alkohol på skolens område. Undtaget herfra er særlige lejligheder (fester) hvor rektor giver tilladelse til at der nydes øl.

Det er forbudt at indtage - eller være påvirket af - euforiserende stoffer på skolens område under nogle omstændigheder.

Daglig adfærd:

Det forventes af man møder til undervisningen velforberedt og til tiden.

Bøger skal forsynes med bogbind. Ødelagte eller bortkomne bøger skal erstattes.

Klasseværelset forlades i den stand man ønsker at finde det: Stolene sættes op, affald fjernes, tavlen viskes ren, der luftes ud.

Hold fællesarealerne rene – brug affaldsspandene.

Studiemiljø:

Der må kun tales dæmpet i området.

Mobiltelefoner skal være slukket.

Der må ikke spilles spil eller skrives private mails.

Der må ikke spises eller drikkes i området

Der må kun udføres skolerelevant arbejde.

Man skal rydde op efter sig.  

Overtrædelse af ovenstående kan medføre sanktioner i henhold til skolens ordensregler.