Referat af bestyrelsesmøde nr. 9 i den midlertidige bestyrelse for

VUC Bornholm

 

Dato:             Onsdag den 13. december 2006 kl. 19.00.

 

Sted:              Bornholms Gymnasium, konferencelokalet.

 

Til stede:       Henry Schou Madsen, Henrik Espersen, Lene Dahn Winther og Lis Maahr.

                      Finn Pedersen deltog som daglig leder og Gorm Christensen assisterede med referatet.

                      Endvidere deltog Leif Olsen og Michelle Christensen som gæster.

 

Afbud fra:      Peter Juel Jensen.

 

Dagsorden:  Udsendt den 7. december 2006

 

1.             Godkendelse og underskrivelse af referat fra sidste møde nr. 8

 

2.             Opfølgning på beslutninger fra sidste møde nr. 8

 

3.             UVM's brev af 4. december 2006 om udkast til vedtægt og forudgående forløb - fremsendt 5. december 2006. Svarbrev til ministeriet følger.

 

4.             Samarbejde med Bornholms Erhvervsskole - bilag udleveret på sidste møde

 

5.             Stillingtagen til deltagelse i Dialogforum - udkast udleveret på sidste møde

 

6.             Budget 2007 - materiale med revisorbistand følger kort før mødet

 

7.             Opfølgning på administrative procedurer i forbindelse med overgangen til selveje

 

8.             Ansættelse af økonomiinspektor - bilag udsendt 29. november 2006

 

9.             Samarbejdet mellem Bornholms Regionskommune og VUC - bilag udleveret på sidste møde.

 

10.         Evt.

 

Ad. 1:            Godkendelse og underskrivelse af referat fra sidste møde nr. 8

Referat nr. 8 blev godkendt og underskrevet.

 

Ad. 2:            Opfølgning på beslutninger fra sidste møde nr. 8

Vedtægterne, som blev godkendt på forrige møde, er sendt til Undervisningsministeriet. Selv om

vedtægterne endnu ikke er godkendt af Undervisningsministeriet (jf. punkt 3), vil udpegningen af

bestyrelsesmedlemmer til den permanente bestyrelse blive iværksat i henhold til de

indsendte vedtægter med forbehold for Undervisningsministeriets godkendelse af vedtægterne.

Der er sendt brev om udpegning af bestyrelsesmedlemmer til

-          Bornholms Regionskommune v. Bjarne Kristiansen

-          Bornholms Lærerforening v. Kjeld Carlsen

-          Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole v. Kirsa Ahlebæk

-          MED-udvalget v. Tom Stæhr

-          Kursistrådet v. Lis Maahr

 

Lene Dahn Winther mente ikke, at medarbejderne kan nå at vælge repræsentanter inden d. 31.12. som følge af de sene udmeldinger og vanskeligheder ved at samle medarbejderne inden jul.

Henrik Espersen mente at fristen måtte overskrides. Ikke mindst i konsekvens af Undervisningsministeriets manglende svar.

 

Ad. 3:            UVM's brev af 4. december 2006 om udkast til vedtægt og forudgående forløb - fremsendt 5. december 2006. Svarbrev til ministeriet følger.

Henrik Espersen uddybede de synspunkter i det udsendte notat, han havde givet udtryk for i sit svar til

Undervisningsministeriet. Han pointerede, at sagsforløbet er usædvanligt.

Finn Pedersen forklarede, at mindretalsudtalelsen ikke var sendt med til

Undervisningsministeriet, da dette udelukkende skulle forholde sig til det lovmedholdelige i vedtægtsudkastet.
Henry Schou Madsen forklarede, at han har udtalt sig til Undervisningsministeriet, fordi ministeriet ikke kunne få kontakt til formanden eller andre relevante personer. Han foreslog, at den midlertidige bestyrelse regulerer de vedtagne vedtægter, så der sikres repræsentation i den permanente bestyrelse af

-          en repræsentant udpeget af Vækstforum Bornholm

-          en repræsentant fra grundskolernes lederkreds

-          en person der har erfaring med taxameterdrift

Den øvrige bestyrelse var imod dette forslag.

Henrik Espersen konkluderede, at der ikke var kommet nye synspunkter siden forrige bestyrelsesmøde, som kunne foranledige, at bestyrelsen skulle ændre i vedtægterne, vedtaget d. 25. oktober 2006.

Han bad derfor om bestyrelsens accept af, at han og Finn Pedersen arbejder videre i forhold til Undervisningsministeriet. Skulle Undervisningsministeriets svar på vedtægtsudkastet ikke være tilfredsstillende kan det evt. føre til en klage.

Bliver der senere tale om klage til Folketingets Ombudsmand, skal dette accepteres af bestyrelsen, evt. ved telefonisk kontakt.

Henry Schou Madsen kunne ikke tilslutte sig denne beslutning, idet han ønskede forhandlingerne om vedtægterne genoptaget med henvisning til brevet fra Undervisningsministeriet.

Den øvrige bestyrelse tilsluttede sig forslaget.

 

Henrik Espersen afsluttede diskussionen af punktet med en opfordring til alle bestyrelsesmedlemmer om at følge bestyrelsesvedtagelserne.

 

Ad. 4:            Samarbejde med Bornholms Erhvervsskole - bilag udleveret på sidste møde

Finn Pedersen redegjorde for, hvorledes der er taget initiativer til samarbejder mellem VUC og SOSU,

VUC og de mellemlange videregående uddannelser. Initiativerne vidner om, at der er stor vilje til

samarbejde.

Det 19-punkts-program for samarbejdsfelter mellem BG/VUC og BHES, som blev fremlagt på forrige møde, blev drøftet, og der var enighed om, at der skal arbejdes videre ud fra det - bortset fra de punkter, der involverer overenskomstmæssigt aftalestof med de ansatte.

 

Ad. 5:            Stillingtagen til deltagelse i Dialogforum - udkast udleveret på sidste møde

Finn Pedersen er blevet "tovholder" for den arbejdsgruppe, der skal diskutere de gymnasiale

ungdomsuddannelser. Han skal derfor til orienterende møde i Undervisningsministeriet for at få

nærmere informationer om, hvad der forventes af grupperne. Han vil dér stille spørgsmål om

Dialogforums status og opfordre til, at der udarbejdes dagsordener til og referater fra

gruppernes møder, så bestyrelserne kan holdes orienteret om arbejdet, så den permanente bestyrelse

senere kan tage stilling til deltagelsen i Dialogforum.

 

Ad. 6:            Budget 2007 - materiale med revisorbistand følger kort før mødet

Gorm Christensen redegjorde for forudsætningerne for budgettet for VUC. Der er meldt

taxametertakster og faste rammer ud, som giver et godt grundlag for at udarbejde budgettet.

Usikkerhederne ligger i

-          hvor meget VUC kan få tilført til overførte medarbejdere/overførte opgaver

-          kursistoptaget til efteråret

-          omfanget af ordblindeundervisning, som er en ny aktivitet på VUC

 

Finn Pedersen redegjorde for, hvorledes udgiften til den kommende økonomiinspektor og andre fælles udgifter skal fordeles mellem VUC og BG, og at en aftale herom forelægges i det endelige budget for 2007 i det nye år, når UVM´s sidste beløb er meddelt.

Budgettet blev vedtaget som et foreløbigt budget, idet et endeligt budget 2007 fremlægges

primo 2007, når Undervisningsministeriet har givet de sidste oplysninger og bevillinger.

 

Ad. 7:            Opfølgning på administrative procedurer i forbindelse med overgangen til selveje

Der var intet nyt under dette punkt.

 

Ad. 8:            Ansættelse af økonomiinspektor - bilag udsendt 29. november 2006

Finn Pedersen redegjorde for, hvorfor bestyrelsen ikke var inddraget i udfærdigelsen af, men kun

efterfølgende orienteret om stillingsopslaget vedrørende en økonomiinspektor. Det var nødvendigt at

handle hurtigt for at sikre, at institutionen allerede fra 1. januar 2007 eller snarest herefter har en

medarbejder, der kan varetage det vigtige arbejde med at sikre ledelse og bestyrelse overblik over den

nye økonomi.

 

Ad. 9:            Samarbejdet mellem Bornholms Regionskommune og VUC - bilag udleveret på sidste møde.

Der var intet nyt under dette punkt.

 

Ad. 10:          Evt.

Finn Pedersen foreslog endnu et møde med et let måltid til den midlertidige bestyrelse, selv om det

først kan afholdes efter at den midlertidige bestyrelses valgperiode er udløbet.

Henrik Espersen takkede bestyrelsesmedlemmerne for deres arbejde i den midlertidige bestyrelse, men oplyste at i henhold til bekendtgørelsen om de midlertidige bestyrelser, fungerer den midlertidige bestyrelse, indtil der er udpeget en ny bestyrelse for den selvejende institution. Den hidtidige midlertidige er således fortsat i funktion efter 31. december 2006, jf. bekendtgørelsen, og varetager den øverste ledelse af den selvejende institution i 2007 med helt de samme kompetencer, som den permanente bestyrelse vil få, indtil Undervisningsministeriet har godkendt vore vedtægter, og den nye permanente bestyrelse er udpeget.
Der er således ikke sat et endeligt tidspunkt for, hvornår vi i den midlertidige bestyrelse afslutter vort arbejde, og yderligere møder kan derfor eventuelt blive afholdt i den midlertidige bestyrelse i 2007.

 

Mødet sluttede kl. 20.58.

 

 

I den midlertidige bestyrelse for VUC Bornholm:

 

 

 

______________________        ______________________               ______________________

Henrik Espersen, formand               Lis Maahr, kursistindstillet                    Peter Juel Jensen

                                                   

 

______________________        ______________________

Henry Schou Madsen                       Lene Dahn Winther.

 

VUC Bornholms daglige leder og ansvarlig for referatet:

 

 

_______________________

Finn Pedersen, rektor

 

Campus Bornholm